I min mors grillbartid i 1988 kom de unge provinsbøller og de gamle knejpebænkevarmere med aktion og kampråbene: smadr de gules ruder. Vi pisser på fremmedarbejderens grillbar, fanger mus og slipper dem løs i grillen for risgnaskeren serverer kun kattekød. 

Den vietnamesiske kvinde i Aalborg belærte mig i 1992 at en ordentlig vietnamesisk pige ikke har hvide kærester. 

Min allerførste date slog op med mig, fordi jeg var anderledes, havde 3 brødre og var katolsk. 

I Vietnams gader i 1995 spyttede de vietnamesiske mænd efter mig, fordi jeg holdt hånd med en franskmand. 

I Jomfru Ane gade tog somalierne den frihed at tage mig på brysterne fordi jeg gik i byen og de jyske knøs daskede mig på røven og spurgte hvor meget jeg kostede. 

Jeg fik at vide fra den pakistanske taxachauffør, at jeg skulle tale mit sprog til mit barn og ikke dansk. 

Da jeg flyttede til de franske alper jokede min kærestes familiemedlemmer med, at hvis man giftede sig med en vietnameser, så kommer hele familien med i kufferten. 

Min schweiziske stewardessekollega mente, at da jeg var asiater og ikke kunne tale fransk, så har min mand købt mig på en thailandsk strand for 200 schweizer franc. 

Da mine brødre og jeg startede LêLê kom der en gruppe københavnske vietnamesere og terroriserede os i restauranten. 

En anden gruppe ringede rundt til deres omgangskreds om ikke at spise hos os for vi var jyske vietnamesere som har overtaget deres københavnske område. 

3 pæne dydige danske Vesterbrogade-overboere meldte os til kommunens lyd & teknik, vej & park og Fødevarestyrelsen hver 2. måned for lugt, gadestøj og kakerlakker, fordi vores mad ikke duftede som det ønskede italienske køkken. 

De 6 arabiske piger gik forbi mig og mine 2 koreanske veninder og råbte sjing sjang sjask. 

I 2016 blev jeg inviteret hjem til fin middag hos de Nordsjællandske damer, og jeg tog de 4 tallerkener og vaskede dem i hånden, mens kvinderne kiggede på mig og sagde: “man kan se, at du ikke er vant til at bruge opvaskemaskine, der hvor du kommer fra”

Nå ja, jeg har 8 restauranter men ingen opvaskemaskiner 😉

Og lige nu er der så mange hvide, brune, sorte og gule trolde på de sociale medier og deres angst og frygt er larmende. 

Men jeg er ikke håbløs for midt i al den fordom og uvidenhed mindede det mig om en kold vinterdag i 1989, hvor min mors grillbarruder var fuldstændigt smadret, klokken var 2 om morgenen, mine forældre trætte og frustrerede med 4 børn i hælene for at feje de knuste ruder op.

Jeg var 14 år og havde vredens og angstens tårer i øjnene og spurgte de 2 betjente hvorfor der var mennesker som sårede på den måde.

Den ene betjent tog mig i hånden og sagde: der er nogle mennesker, som er ulykkelige og kan ikke fortælle deres følelser i ord.

Du skal hjælpe dine forældre med at fjerne de ting, som tiltrækker denne gruppe og det er spillermaskiner, gammeldansktilbud og så må du sørge for ord der nytter.

Og jeg gik i gang med min mor og ryddede op i grillbarens bulede hule for øltilbud, spil, halbal-efterfest og de klassiske røde og hvide striber skiftes ud med olivengrønne farver. 

Hvide dug og blomster kom på bordet. Og ord der nytter.

Og med tiden kom John af Vandlandet hver weekend og spiste, og havde en buket i ny og næ til min mor for hendes mad.

Jette med julegaverne og danske traditioner.

Bøllen Dennis som hjalp mig med at rette mine engelske stile og hver anden sætninger stod skrevet: he had had, she had have.

Det blev trendy i de Aalborgensiske gader at have en asiatisk kæreste og Saigons kvinder kunne ikke opdyrke en vesterlænding at holde i hånden for populariteten tog overhånd. 

Prinsen, politikeren, skuespillerne, journalisterne, studerende, pensionisterne og de unge mødre ved de skramlede borde på kryds og tværs og slubrede phở i LêLês første spæde år. 

Fremmede, som stoppede op på gaden med de  varmeste smil og talte om hvad der skal i de friske forårsruller og hvilke saucer, der skal til (heldigvis er sætningen “ska’ der soja i rullen” skiftet ud 😆)

Det er de mange mange gode oplevelser, som lysner over de få uvidende fordomsfulde angstopstød.

Og oplevelserne skaber det overskud til, at man vil sætte sig ned og forklare & fortælle igen og igen de frustrerede hvorfor. Viden og kommunikation er vejen frem.

Jeg ser ikke mørkemænd eller trolde i farver. 

Jeg ser et smukt 2019 i sigte med nysgerrighed, varme, viden, megen kommunikation, løsninger og mere madkærlighed i møde.

Godt nytår til os alle ❤️❤️❤️