Hvordan holder man kærligheden levende – selv når man har flere årtier på bagen både privat og professionelt? For den folkekære skuespiller og instruktør Kirsten Peüliche er svaret lige dele hjertevarme, nysgerrighed og modet til at turde vælge igen. I denne artikel inviterer vi dig indenfor i et tidløst portræt af det partnerskab, der i dag definerer hendes liv: forholdet til instruktøren Søren Iversen.
Fra ikoniske roller i Nissebanden til instruktørgerningen bag rørende monologer har Kirsten Peüliche altid skabt magi på scenen – men den mest vedvarende forestilling udspiller sig bag kulissen, hvor kærligheden folder sig ud i hverdagsnære øjeblikke. Hvem er manden ved hendes side? Hvordan har hun og eksmanden Per Pallesen bevaret respekten efter 22 års ægteskab? Og hvad kan vi andre lære af den livsfilosofi, som bærer Kirsten og Søren gennem alder, kunst og familieliv?
I de kommende afsnit tegner vi en kærlighedstidslinje, dykker ned i parrets fælles passion for scenekunst og filosofi, og ser, hvordan døtre, børnebørn – ja selv oldtidens esoteriske visdom – væver sig ind i fortællingen om et partnerskab, hvor tilgivelse, taknemmelighed og nærvær er nøgleordene.
Sæt dig godt til rette, og lad os sammen udforske, hvordan ”LELE – Lev lettere med LELE” får helt ny klang, når Kirsten Peüliche deler sine dyrekøbte indsigter om kærlighedens kunst.
Hvem er Kirsten Peüliches kæreste i dag? Mød ægtemanden og makker i livet, Søren Iversen
Efter mere end seks årtier på scenen er det stadig kærligheden, der leverer den største glød i Kirsten Peüliches liv – og navnet på den mand, hun deler hverdagen med, er Søren Iversen. Instruktøren dukkede første gang offentligt op som hendes partner i et interview med Kristeligt Dagblad i 2010, hvor parret blev omtalt som gift (Kristeligt Dagblad, 26.02.2010). Siden da har de to ikke lagt skjul på, at deres forhold – ligesom deres fælles passion for teater – bygger på mange års tillid og nysgerrighed.
I 2018 satte Peüliche – der i nogle medier staves Peuliche – flere ord på kærligheden. I et åbenhjertigt interview fortalte hun, at hun havde kendt Søren i “tæt på 30 år”, og beskrev ham som “min mand og mit fortrolige menneske”. Hun betonede samtidig, hvordan deres samliv fortsat føles levende, fordi de taler om alt fra dagligdagens detaljer til de helt store spørgsmål (Femina, 16.04.2018).
Når BILLED-BLADET i 2023 markerer hendes 80-års fødselsdag, er formuleringen stadig klar: Peüliche “danner par med instruktøren Søren Iversen” (Billed-Bladet, 23.08.2023). Den samstemmende pressefortælling tegner et billede af et par, der deler både hjerterum og faglige referencerammer: hun som skuespiller og instruktør, han som instruktør og sparringspartner. De rejser på kurser sammen, passer hinandens projekter og lader, som Peüliche har sagt, “det store samtalerum” være brændstoffet i deres samliv.
Dermed er hendes kærlighedsliv i dag forankret i et mangeårigt partnerskab, hvor varme, fortrolighed og fælles interesser er de bærende værdier. Uanset om overskriften lyder “ægtemand” eller “kæreste”, står én ting fast: Søren Iversen er den makker, der følger hende ind i både hverdagsglimt og store premiereaftener – og deres forbindelse er lige så tidløs som de historier, Kirsten Peüliche selv har været med til at bringe til scenen gennem et helt liv.
Fra Per Pallesen til i dag: En kærlighedstidslinje med store valg og varig respekt
- Slut-1960’erne: Kærlighed og kollegialitet folder sig ud.
Da den nyuddannede skuespiller Kirsten Peüliche forelsker sig i den livlige kollega Per Pallesen, bliver de hurtigt både ægtepar og scenepartnere. Begge kaster sig ind i revyer, turnéer og Huset på Christianshavn-optagelser og deler begejstringen for folkeligt teaterliv. - 1969 & 1971: Familien vokser.
Døtrene Trine og Sofie bliver født. Begge piger kommer – helt naturligt i det kreative hjem – til selv at vælge skuespillerstien som voksne. - 1970’erne-1980’erne: Professionelt parløb.
Parret medvirker og medskaber revyer, tv-serier og opsætninger, mens Per sideløbende fungerer som teaterdirektør. Hjemmet summer af prøver, manuskripter og børnelatter. - 1991: Et svært, men nænsomt farvel.
Efter mere end 20 år sammen vælger Kirsten og Per at blive skilt. I et interview kalder Kirsten beslutningen “tung, men nødvendig” og betoner tilgivelse som vejen til at bevare det venskab, der stadig binder dem – ikke mindst som forældre og senere bedsteforældre. - Start-1990’erne: Nye samtaler, ny kærlighed.
På en teaterproduktion møder Kirsten instruktøren Søren Iversen. De deler fagsprog, åndelig nysgerrighed og en umiddelbar kemi. - 2010: Officielt makkerskab.
Kristeligt Dagblad omtaler dem som gifte; parret fortæller om årlige kurser i esoterisk filosofi og lange samtaler om kunst, alder og mening. - 2018: “Jeg føler mig stadig nyforelsket”.
I Femina beskriver Kirsten relationen til Søren som levende og fortrolig – et sted, hvor hun kan være helt sig selv og stadig blive overrasket. - 2010’erne-2020’erne: Parallelle veje med respekt.
Per Pallesen finder også kærligheden igen, og familien samles gnidningsfrit til fejringer af børnebørn og premierefester – et vidnesbyrd om, at store livsvalg kan munde ud i varig respekt og rummelighed på tværs af nye konstellationer.
Fra det unge revyægteskab til et modent partnerskab, der forener scenekunst ogsjælelige samtaler, tegner tidslinjen et billede af kærlighed som noget, manvælger igen og igen – nogle gange med den samme, andre gange med en ny,men altid med nysgerrighed, tilgivelse og et åbent hjerte som kompas.
Sammen om scenekunsten – og nysgerrighed på livet
Når Kirsten Peüliche taler om sit ægteskab med instruktør Søren Iversen, flyder kunsten og livet umærkeligt sammen. Begge har trådt deres første skridt på scenen, men i de senere år er de også rykket bag kulisserne som instruktører. De deler dermed ikke blot et hjem, men også et arbejdsrum, hvor gensidig faglig respekt er den stille motor.
På prøvescenen møder Søren og Kirsten hinanden som nysgerrige kolleger: Hun beskriver, hvordan han kan lokke nye lag frem i hendes iscenesættelser, mens hun til gengæld kender hans blik for rytme og pauser. Deres fælles sprog er teatrets – replikker, kropsholdning, lys – men også det spørgsmål, som til alle tider har optaget dramatikere: Hvad vil det sige at være menneske?
Det spørgsmål dyrker de bevidst udenfor salen, når de hvert år rejser afsted på kurser i esoterisk visdom inspireret af den engelske lærer Ronald Beesley. Her fordyber de sig – side om side – i meditation, kosmiske love og samtaler om sjælens rejse. Kirsten fortalte i Kristeligt Dagblad, at kurserne er en årlig gave, hvor de ”får justeret kompasset” og husker, at scenelyset blot er ét af livets mange lys.
Sådan bliver kunst og kontemplation to sider af samme fortælling. Efter en prøvedag kan de tage en kop te og veksle replikker om den nyeste forestilling; ti minutter senere er snakken drejet mod alder, forgængelighed – og glæden ved at stå op til endnu en dag sammen. Kirsten formulerer det som at ”vinde indad, når det udad tabes”: når kroppen ældes, investerer de bevidst i det indre liv, i parforholdets stille fortrolighed og i kunsten, som altid kan gentænkes.
Søren beskriver den samme bevægelse mere jordnært: ”Når vi går i teatret, går vi også i livet.” – Et credo, der forklarer, hvorfor deres forhold føles ungt, selvom kalenderbladene skiftes. Begge holder sig åbne for nye projekter, nye tanker, nye ”roller”, privat såvel som professionelt. Det er måske den fælles nysgerrighed, der gør dem til hinandens foretrukne dramaturg: Hvordan folder vi næste akt ud – på scenen og i tilværelsen?
I dag, hvor mange par kæmper med at finde tid til bare at tale sammen, har Kirsten og Søren skabt en rytme, hvor samtalen er omdrejningspunktet. De diskuterer den næste instruktion, men lige så ofte små hverdagsglimt – børnebørns replikker, skæve avisoverskrifter, en ny tanke fra Beesleys kompendier. Nærheden bæres af det fælles blik fremad: ”Alt forandrer sig,” siger Kirsten, ”og det er netop det, der holder os levende.”
Familien som fundament: Døtre, børnebørn og den udvidede kærlighedskreds
I Kirsten Peüliches liv fylder familien mindst lige så meget som repertoiret af roller og instruktioner. Sammen med sin første mand, skuespiller Per Pallesen, blev hun mor til to døtre, Trine Pallesen (f. 1969) og Sofie Pallesen (f. 1971). Begge døtre valgte, ikke overraskende, scenekunstens vej og har i dag markante karrierer som skuespillere – et levende bevis på, at kærligheden til teatret er en familietradition, der går i arv.
I et interview fra 2018 fortalte Kirsten med stolthed i stemmen, at hun er mormor til seks (Femina). Hun nævnte også, at hun havde haft den særlige oplevelse at være til stede ved fem af fødslerne – øjeblikke, hun beskriver som “ren nåde” og som har styrket båndet mellem generationerne. Det nære samvær med børnebørnene er for hende et dagligt vidnesbyrd om, at kærlighed ikke kun handler om det romantiske partnerskab, men om at følge livets spiral og glædes over ny begyndelse igen og igen.
Familien fortsætter samtidig med at sætte aftryk i den danske kultursfære. I 2025 dukkede barnebarnet Osvald Pallesen op i spalterne – ikke for en debutrolle, men fordi han danner par med skuespilleren Malaika Berenth Mosendane fra tv-serien Sygeplejeskolen (Alt for Damerne). Med ét blev den udvidede kærlighedskreds foldet endnu mere ud, og publikum kunne se tredje generation bevæge sig naturligt i de samme kunstneriske cirkler som mormor og mor.
Midt i det hele står Kirsten og hendes nuværende mand, instruktør Søren Iversen, som et roligt omdrejningspunkt. Parrets hjem danner ofte ramme om store familiesammenkomster, hvor samtaler om nye projekter lige så gerne kan handle om scenografi og manuskripter som om børnebørnenes fritidsinteresser. Den varme, Kirsten beskriver i sin relation til Søren, smitter – og den gennemsyrer samværet med døtre, svigerbørn og børnebørn.
Sådan bliver familien et fundament, hvor kunst, nærvær og kærlighed væver sig ind i hinanden: Fra Kirstens og Pers fælles teaterliv, over døtrenes karrierer, til børnebørnenes spirende relationer og talenter. Historien viser, at når rødderne er plantet i et rigt, kreativt muldlag, kan kærligheden blive ved med at slå nye skud – generation efter generation.
Kærlighedens sprog hos Kirsten: Taknemmelighed, tilgivelse og det levende nærvær
Der er noget nærmest håndgribeligt stille over den måde, Kirsten Peüliche taler om kærlighed på. I Femina (2018) kalder hun hverdagen med Søren Iversen for sin “daglige gave” og beskriver, hvordan morgenkaffen, de fælles gåture og de lange samtaler er blevet selve åndedrættet i hendes liv. “Jeg er taknemmelig over bare at kunne dele stilheden med ham,” siger hun – en enkel sætning, der indrammer følelsen af at være set og forstået uden ord.
Taknemmeligheden ledsages af et bestemt syn på tilgivelse. Efter skilsmissen fra Per Pallesen måtte hun, som hun udtrykker det, “øve sig i at slippe bitterheden”. Tilgivelse blev nøglen: “Når jeg tilgiver, frisætter jeg mig selv,” fortalte hun til Femina. Den indsigt har fulgt hende videre ind i det nye ægteskab, hvor både egne og hinandens svagheder mødes med milde øjne. Tilgivelse er ikke mindst med til at holde nærværet levende – der er plads til at fejle, til at ændre sig og til at begynde forfra.
I interviewet med Kristeligt Dagblad (2010) taler Kirsten om livets stadige forandring. Hun nævner et “underskud af ungdom” som et vilkår, men føjer straks til: “Så må man jo vinde indad, når man taber udad.” Sammen med Søren rejser hun hvert år på esoteriske kurser, fordi deres nysgerrighed – som hun formulerer det – “holder sjælen i fuld gang”. Herfra udspringer et positivt livssyn, hvor alder og de store eksistentielle spørgsmål foldes ind i dialogen mellem dem. “Når vi tør se døden i øjnene, tør vi også leve stærkere,” siger hun.
Den modne kærlighed bliver således ikke statisk; den er et fælles projekt, der opdateres løbende gennem samtaler om alt fra teaterforestillinger til filosofi og daglig husholdning. Kærlighedens sprog hos Kirsten Peüliche er derfor treklangen af taknemmelighed, tilgivelse og vågent nærvær – et sprog, som både rummer ordløs stilhed og lysten til at spørge nysgerrigt ind til den andens inderste verden. Det er her, hun føler sig “stadig nyforelsket”, selv efter næsten tre årtier side om side med Søren.
Roller og projekter, der spejler kærlighed og livsfaser: Fra Nissebanden til Svar på Helgas brev
Fra de folkekære julekalendere Nissebanden (1984) og Nissebanden i Grønland (1989) til kultklassikeren Huset på Christianshavn og satireprogrammet Dansk Naturgas har Kirsten Peüliche gennem årtier ladet publikum møde varme, humor og menneskelighed i mange afskygninger. Rollernes bredde – fra gavmild nisse til jordnær københavner – spejler den nysgerrighed på livet, som hun også beskriver i interviews om sit private univers. I tv-serierne var fællesskab, omsorg og det hjemlige samvær den røde tråd; præcis de værdier hun i dag tillægger parforholdet med Søren Iversen.
Som instruktør har hun videreført samme sans for følelsesmæssig dybde. Med monologen Svar på Helgas brev (2016) gav hun krop og stemme til Bergsveinn Birgissons poetiske roman om en ældet fåreavler, der først sent tør bekende sin livslange kærlighed. Peüliche kaldte selv stykket for en “kraftfuld og erotisk kærlighedsfortælling om valg og længsel”, og publikum mærkede spændingen mellem den kærlighed, der blev valgt fra, og den der alligevel overlevede tiden. Forestillingens fokus på modning, fortrydelse og håb ligger i naturlig forlængelse af hendes eget budskab om tilgivelse og taknemmelighed.
Allerede med Slut på Teater Republique (2009) udfordrede hun aldersstereotyper og spurgte, hvad der sker, når man som menneske må give slip på noget ydre – men stadig kan “vinde indad”, som hun formulerer det. Forestillingen krydsede poesi, skyggeteater og personlige anekdoter og blev et kunstnerisk laboratorium for den eksistentielle samtale, hun og Søren deler ved køkkenbordet: Hvordan bliver man ved med at leve meningsfuldt, også når kroppen protesterer?
Set som helhed tegner værkerne et kontinuum, hvor kærlighedens mange faser er filtret ind i både fiktion og virkelighed. Barnelegens næstekærlighed i Nissebanden, voksenlivets hverdagshumor i Huset på Christianshavn, til den modne, reflekterede passion i Svar på Helgas brev – alle fortællingerne taler ind i det samme grundmotiv: at nærvær og mod kan følges ad hele livet. Dermed bliver scenekunsten ikke blot et arbejde, men et spejl af det levet liv, hvor Kirsten Peüliche og Søren Iversen sammen undersøger, hvad det vil sige at være menneske, partner og medskaber.
Fakta, kilder og seneste status (2026): Sådan holder vi portrættet varmt og sandt
Kernen i vores faktatjek er entydig: De tilgængelige, åbne kilder – Kristeligt Dagblad (2010), Femina (2018), Billed-Bladet (2023) samt den løbende opdaterede Wikipedia-side – beskriver alle Kirsten Peüliche som værende i et mangeårigt forhold med instruktøren Søren Iversen. I 2010 omtaler Kristeligt Dagblad dem eksplicit som gifte, mens Femina i 2018 og Billed-Bladet i 2023 skriver, at de danner par. For at rumme ordvalgets spænd mellem ægteskab og partnerskab benytter vi konsekvent formuleringen ægtemand/partner.
Efternavnet optræder i to varianter – Peüliche og Peuliche – afhængigt af mediet. Vi gengiver stavemåden, som den er anført i det enkelte citat, men fastholder den officielle form Peüliche i brødteksten, så læseren let kan genkende navnet på tværs af kilder.
Alle kildehenvisninger i portrættet er klik- eller søgbare, så læseren selv kan efterprøve citater, årstal og kontekst. Skulle nye interviews, dødsannoncer, navneændringer eller andre væsentlige begivenheder dukke op, opdaterer vi artiklen, så snart oplysningerne kan bekræftes af mindst én seriøs publicistisk kilde og gerne to uafhængige. Eventuelle rettelser markeres i bunden af artiklen med dato.
LELE følger de danske presseetiske regler for personer i levende live. Det betyder, at vi:
– indhenter facts fra troværdige medier eller direkte udtalelser
– undgår spekulationer om helbred, samlivsstatus og privatøkonomi
– giver plads til, at berørte parter kan blive hørt ved væsentlige ændringer eller tvivlsspørgsmål
– arkiverer skærmbilleder/pdf’er af kilderne, så dokumentation bevares, selv om links måtte blive flyttet eller nedlagt.
Kort sagt: Vi ønsker at portrættet af Kirsten Peüliche og hendes kærlighedsliv forbliver varmt, fordi det er skrevet med omsorg og respekt – og sandfærdigt, fordi det løbende testes mod verificerbare kilder. Hold derfor øje med datostemplet i toppen; det fortæller, hvornår vi senest har været i arkiverne for at sikre, at kærlighedens tidslinje stadig stemmer.